Rejsebeskrivelser

Hjem til Danmark – august 2016

Jobbe sejlede os til kaj i Charleston Marina tidligt om morgenen den 7. august 2016, og så var vi på vej. Vi havde hele dagen i New York, inden vi om aftenen skulle flyve mod Danmark. Den 8. august 2016 landede vi i Kastrup kl.11.30. Begge vores familier tog imod os derude med flag. Vi tog straks på kommunekontoret i Gentofte for at melde os ind i folkeregisteret, og var begefter til velkomsthygge hos Maja med begge familier. Det var meget hyggeligt og en dejlig måde at vende hjem på. Allerede samme nat sov vi i vores nye midlertidige hjem i Gentofte, hvor vi skal bo, indtil vi finder ud af, hvor vi skal bygge rede til fremtiden.

De næste ca. 6 uger sejlede Jørgen, Søren, Frank og Jobbe Danish Blue op langs USAs kyst til Canada, over Atlanten til England og hjem gennem Kielerkanalen til Svanemøllen. De vendte hjem den 21. september 2016.

Den sidste tid på Danish Blue i Charleston, USA

Den 27. juli 2016 havde vi 2-års dag J Jeg lavede amerikanske pandekager til Christian og satte flag på bordet. Vi fik besøg af CBP, der var tæt ved at give os en bøde, fordi vi havde et til salg skilt på båden. Ih, Greg havde åbenbart ikke styr på, hvad vi måtte. De blødte op, da de fandt ud af, at jeg er gravid og at båden bliver sejlet ud af USA snart. Christian tog i land for at ordne et par praktiske ting. Kl 14 spiste vi frokost sammen, og tog så på en dejlig tur til byen. Vi havde en god Hestevognstur rundt i Charlestons gamle bydel, og fik bagefter lækker tastingmenu på Charleston Grill. Mm, det var godt. Aperitif med fløde, foi gras og fersken, krabbekager med smør og citronsovs og dild, flynder med krabbe, bønder, dild og krydderurter, tomater og andet godt, hårdstegt foi gras med sød sauce af sherry og fersken, and med brombær og lam med fersken. Og til dessert tysk chokoladekage. Fonseca 20 års tawny portvin fik Christian til desserten. Den var god. Jeg prøvede at drikke rødvin til maden, men kunne ikke lide nogle af forslagene, så Christian endte med at drikke smagsprøveren. Der var dejlig live jazz til hele middagen – bas, trommer, klaver og tværfløjte. Vi havde det dejligt. Jeg følte mig lykkelig. Jeg mærkede baby sparke uden hånd på maven.

Jeg klippede Christian i et baderum på havnen – det blev så fint. Vi spiste god frokost på båden og tog så ind til Gregs kontor for at ordne ting på nettet. Baby hoppede rundt i maven, mens vi sad på Gregs kontor. Vi tog ud igen ved fem-tiden. Der var meget vind, men alligevel som en sauna i båden. Vi lå lidt i vinden fra ventilatoren og læste om babys udvikling.

Christian malede lidt i solnedgangen, mens jeg skrev graviditetsdagbog. Baby rørte lidt på sig imens. Vi ventede forgæves på, at det skulle blive lidt køligere efter en meget smuk solnedgang, men det skete aldrig. Vi ville lave laks med bønner, kartofler og hollandaise. Laksen var dårlig og det gik galt med hollandaisen – haha – godt vi havde bønnerne og kartoflerne og en god salat og jordbær og hindbær til dessert. Vi sluttede med backgammon og gik i en meget varm seng.. puha, 37 grader er lige lidt for varmt til os! Baby slog vist en kolbøtte indeni.

Vi spiste dejlig stor morgenmad med alt hvad hjertet begærer og tog til havnen modsat City Marina for at hente biminien. Det blev $250 – på trods af at Christian aldrig havde lavet en aftale med manden. Han havde bare hentet den hos UK Sails og havde også skiftet lynlås – ikke kun tråde. UK sails skulle have haft 100-150, og nu ville ham her have 370!!! Nå, vi mødtes på 250, og så var alt godt. Bagefter tog vi “på kontoret” hos Greg og Katie for at gøre alt klar til vores crew, der kommer den 4. august for at sejle Danish Blue hjem.

Til aften tog vi med Greg og Katie og nogle venner ud at spise og til happy hour. Det var rigtig hyggeligt. Og så lånte vi et airscoop af Greg og Katie – det var også virkelig dejligt her i heden (37 grader!!).

Vi tog på farmers market, Marion Square, hvor vi mødte en iraner, Alex, kunstner, og vældig sød. Vi købte en fin turkisblå hagesmæk og gylpeklud til baby med anker på. Og tomater til at dyrke i drivhus, når vi får sådan et 🙂 Fik kaffe på Starbucks og så brugte vi en times tid i en art supply, hvor Christian købte pensler og jeg købte strikkepinde og garn til baby sokker. Gik på Charleston museum – spændende, men lige lidt for uoverskueligt stillet op. Spillede backgammon på båden, og Christian malede og jeg strikkede til det blev mørkt.

Den 31. juli pakkede vi hele dagen – uha, sikke en masse beslutninger om, hvad der skal med, og hvad der skal blive! Blev så godt som færdige lige inden mørket faldt på.

Den 3. august havde vi en stille og rolig morgenmad os to alene sidste gang i det store udland. Vi lånte Katies bil igen om aftenen og tog til Battery Park, gik tur langs havnefronten og så Ananas springvand og spiste belgisk ikke så god is. Vi så mange delfiner og sejlbåde med spiler. I morgen kommer gasterne..

Den 4. var en våd morgen, men da vi sejlede Danish Blue til kaj, spredte skyerne sig. En dykker rensede vores meget tilgroede bund, mens jeg bagte boller og Christian vaskede cockpittet og fyldte vand og diesel på. Kl.10 kom vores hjem-crew: Jobbe, kaptajn Jørgen og hans to stedbørn Søren og Frank Lenander. Vi lagde os ud for anker igen og fik lidt frokost, før vi gik i gang med den helt store gennemgang af båden. Hele dagen var vi igang – utroligt at de kunne holde til det oven på turen 🙂 Vi sluttede dagen med frisk vild laks, bønner, kartofler og Christians hjemmelavede hollandaise. Mm! Og dejlig snak. De er virkelig søde og vi kunne vist ikke have ønsket os et bedre og mere kompetent crew.

Næste dag lavede vi sikkerhedsgennemgang, mm med gasterne. Vi tog på Salty Mikes efter frokost (og skybrud) og ordnede satellit telefon-ting. Det er der altid problemer med! Dinghyen var der også problemer med – den gik hele tiden ud, selvom Søren og Frank lige havde serviceret den. Kl.19 tog vi til Oyster House med gaster, Greg og Katie; fik god mad og hyggede. Katie mærkede som den første efter Christian babyen røre på sig!! Senere tog vi videre på Henrys og hørte live ‘jazz’, fik en whisky (ikke mig!) Og Christian og jeg dansede lidt. Det var helt mærkeligt med maven i vejen 🙂

Den 6. august havde vi et par timers prøve-sejltur med gasterne i kanalen. Det gik rigtig fint, og så gik resten af dagen med at blive klar til afgang. Vi skulle tidligt op og til lufthavnen næste morgen, og gasterne ville gerne sejle videre nordpå hurtigst muligt med Danish Blue.

 

The Great Smoky Mountains

Sidste del af juni var ganske slem for mit vedkommende. Kvalmen blev værre, jeg kunne ikke holde noget i mig, og Christian måtte ordne alting. Vi besluttede, at vi måtte se at komme af båden, og se om det måske kunne hjælpe.

Igennem Turo (som airbnb, men for biler) lejede vi en bil, så vi kunne køre en tur ind i landet. Vores må var The Great Smoky Mountains på grænsen mellem North Carolina og Tennesee. Den 1. juli pakkede vi sammen og kørte mod bjergene. Jeg kørte hele vejen, fordi Christian havde fået stjålet sit kørekort. På mirakuløs vis stoppede graviditetskvalmen på dagen, vi tog afsted. Det var helt utroligt.

På vejen købte vi telt, blus, gryder og mad. Vi stoppede på en campingplads på vejen – et smukt område med mange træer. Der var varmt, men godt, og vi var næsten alene. Næste dag kørte vi det meste af dagen til Smoky Mountains. Alle campingpladser var optaget, men vi fandt en enkelt plads på Riverside lidt uden for parken. Jeg havde det godt hele dagen, og følte mig helt lykkelig over graviditeten. Vi gik tur langs den smukke flod. Det var næsten meditativt. Der var mange søde mennesker på pladsen. Vi fik brænde til bål. Og så kæmpe campere.

Åh, hvor var det skønt at have det godt hele tiden. Vi kørte på fisketur ved Noland Creek – jeg læste i midnight in the garden of good and evil, mens Christian fangede to regnbue-ørreder. Små, men lækre. Vi badede i den dejlige rene flod. Hyggede. Fiskede lidt mere. Snakkede. Grillede majs og fisk til aften. Og blev på Riverside camping.

Næste morgen spiste vi morgenmad på vores bænk ved teltet. AH. Pakkede sammen og kørte forbi ochalyftee visitorcentor, hvor der var et spændende museum om cherokee indianerne og nybyggernes tilkomst i 1790erne, om træindustrien og nationalparkens tilblivelse under Roosevelt ved 2. verdenskrig. Vi fik plads ved Smokemount camping og dejlig frokost. Senere på dagen blev vi afvist ved staldene pga graviditeten. Man må åbenbart ikke ride, når man er gravid. I stedet tog vi til Colin’s creek og fiskede – jeg fandt et “sofaspot” med mos på helt ude i floden, og skrev dagbog og sang anemonesang for baby. Om aftenen kørte vi til Bryson by og hørte nationalsang og så fyrværkeri med alle amerikanerne på deres “Independence Day”.

Næste nat regnede det hele natten. Vi tog på museum i regnvej: Cherokee museum. Det var meget spændende – om indianernes historie i Smoky Mountains og europæernes indtog. Englændernes løfte om at lade indianerne være, og hvordan det alligevel endte med, at de blev forvist – trail of tears. Bagefter tog vi ud at fiske ved straight fork. Det var den smukkeste flod, vi hidtil havde set – så fint! Jeg havde det strålende, og kunne næsten ikke mærke, at jeg var gravid mere.

Den ene dag tog den anden. Vi sov længe og spiste morgenmad på vores bænk i solen. Til hver teltplads i Smoky Mountains hører et bord med bænk og en grillplads. Vi pakkede sammen, og sagde farvel til Smokemount. På vej videre stoppede vi ved Millers vandmølle – fra 1886. Den kørte stadig og lavede majsmel. Vi kørte til byen Cherokee for at finde net – bestille flybillet hjem, forlænge lejebil osv. Købte ind. Og kørte så til Catalooche campingplads – i regn regn regn. Christian var dårlig. Jeg havde det fint hele dagen – igen. Vi måtte spise rugbrød i teltet og blive der pga. regnen.

Den 7. juli tog vi for første gang i 100 år en dag hver for sig. Christian tog afsted med fiskestangen fra morgenstunden, før jeg stod op. Jeg kunne ikke sove i går, så jeg læste til kl.1.30 – og vågnede først kl.11. Jeg spiste lidt morgenmad alene og tog en snak med hosten på campingpladsen. Vi ville gerne blive nogle dage længere, men Catalooche er et populært sted. Måske fordi der er så dejligt – kun 27 campingpladser midt ude i ingenting og så med floder rundt omkring fyldt med bækørreder, kilørreder og regnbueørreder, marker hvor man næsten altid kan se elge og måske også de sorte bjørne, og en masse historiske sites, huse og kirker, som er bevaret fra dengang før Smoky Mountains blev til nationalpark i 1930’erne, hvor der levede familier her.

Catalooche blev brugt af indianerne som jagtterræn, men der er ikke noget der tyder på, at de bosatte sig her. Europæiske nybyggere kom til Catalooche i starten af 1800-tallet, og i 1850’erne var Catalooche allerede velbebygget. Alle campingspots i Catalooche i weekenden var booket, desværre, men jeg havde en dejlig snak med hosten og hans kone, som var her på frivillig basis i sommerhalvåret. De var vældig søde og meget interesserede både i vores sejltur og graviditeten.

Ved 13-tiden tog jeg bilen og kørte et par mil ud til Rough Fork Trail. På vejen så jeg mange elge på marken. Jeg vandrede et par mil ud til Woody House, et gammelt hus fra 1866, der blev bygget til i 1900. Hjertet af huset er stadig den gamle hytte. Her havde familien Woody boet i flere generationer, levet af landbrug og senere af at udbyde fiskeri og huse turister, indtil de blev forflyttet, da nationalparken blev oprettet. Det gamle hus stod fint stadigvæk – helt åbent, så forbipasserende kunne gå ind og rundt i hele det to-etagers hus. Udenfor sad store blå og gule sommerfugle på lange rækker i græsset og spiste – nogle med vingerne foldet smukt ud, så man rigtig kunne se deres flotte aftegninger.

Jeg fortsatte videre ad stien, badede i floden – så forfriskende og skønt. Vandet er helt klart og koldt, som det risler forbi. Tilbage ved bilen fortsatte jeg op til Caldwell house, som lå ud til grusvejen. Først var den lille bro over floden til huset afskåret af en slange, der hidsigt kiggede ud, og slog med tungen. Jeg kiggede lidt på laden imens. Heldigvis smuttede slangen. Caldwell huset var bygget ud i 1906, og stod endnu smukt selv nu 110 år efter. Trækonstruktionen så fin ud, kaminen stod stadig – man syntes næsten, at huset var beboeligt stadigvæk. Her blev dengang vævet uld fra fårene, mens mændene passede dyrene.

Jeg sluttede ved Beech Grove School i Big Catalooche. I hele Catalooche området boede i 1910 i alt 1.251 mennesker, så der var dengang 3 funktionelle skoler. Beech Grove var en af dem – bygget i 1901 – og den eneste, der står tilbage i området. Børnene gik kun i skole fra kl.8-16 fra november til januar, med mindre der kunne samles nok penge lokalt – så fortsatte de i februar og marts. De havde madpakke med – søde kartofler, majsbrød, bønner, æblesauce, kiks, skinke og mælk. Folket i Catalooche levede rimelig godt. Hver fredag var forældredag. Så kom forældrene med og hørte børnene citere, hvad de havde lært i løbet af ugen. Det var sjovt at se den gamle skole. Skolepultene stod stadig, som de blev forladt for snart 100 år siden, og tavlen var klar til mere lærdom.

Jeg var klar til at køre videre til Palmer Chapel, men klokken var blevet fire og regnen piskede ned. I stedet kørte jeg tilbage til campingpladsen. Christian lå i teltet og frøs. Åh, det var dejligt at se ham igen efter en hel dag hver for sig. Han havde ikke fanget noget, så han var lidt slukøret, men han havde haft en god tur. Regnen fortsatte hele aftenen, så vi måtte blive i teltet og spise franskbrød med æggesalat og ost og et par tomater til. Vores billige telt holdt utroligt nok stadig tørt. Vi så film, mens regnen fortsatte hele natten.

AH, den 8. stod vi op til sol og blå himmel – tiltrængt efter en hel nat med regn og torden. Vores vært kom forbi midt i morgenmaden (som igen først var ved 10-11-tiden) med gode nyheder. En familie på plads nr 10 ville forlade pladsen allerede nu pga. regnen. De havde lejet pladsen længe, så vi kunne sagtens få tre dage til. Familien Sapough var så søde – fra Georgia. Vi købte tre nætter og fik både pladsen, en gammel stor teltdug, vi kunne sidde under og spise, en gammel fryseboks fyldt med is og et amerikansk flag. Øj, det var tiltrængt. Endelig kunne vi sidde ude og spise, selvom det regnede. Og vores billige flamingokasse lækkede og var tom for is, så fryseboksen var meget kærkommen. Vi takkede mange gange og vinkede farvel til de søde mennesker.

Da vi havde flyttet camp og spist frokost – lækre T-bone steaks og portobello svampe – og vores madras havde tørret lidt i solen – kørte vi ved tre-tiden mod Little Catalooche Trail. Der ville jeg meget gerne ud at se Hannah Cabin og Little Catalooche Church. Christian tog fiskestangen med, og så begav vi os ud på den ca 6 km lange tur – op og ned. Puha, jeg kunne mærke, at jeg var kommet ud af form. Sikkert særligt pga. de sidste måneder, hvor jeg havde været så dårlig. Heldigvis havde jeg nu -7-9-13- ingen gener haft siden vi kørte mod Smoky Mountains.

John Hannahs Cabin var en virkelig gammel træhytte fra 1864. Evan Hannah, hans far, var måske Catalooches første bebygger i 1830’erne. Jim, hans søn, boede i hytten indtil 1930’erne. Han var landmand, holdt bier, var søndagslærer og fredsbevarer. Der var ikke andet end stuen i underetagen med kaminen, fadeburet og et rum ovenpå, hvor de måske sov. I modsætning til de andre huse, var denne hytte virkelig faldefærdig og utæt.

Kirken lidt længere væk var noget så sød. Lille og fin med en klokke, der stadig kunne ringe. Bygget i 1889. Der var intet alter, blot en pult med biblen og en masse hvide bænke til folket. Og en brændeovn midt i lokalet. Udenfor var kirkegården med gravsten fra både ældre og mange små børn, der var gået bort. Alle med de samme navne, der gik igen: Palmer, Hannah, Caldwell, Bennet, Woody. Det var tydeligt, at det er de samme familier, der har boet i området i generationer indtil nationalparkens etablering. Vi nåede tilbage til bilen lige inden regnen startede. På vej tilbage stoppede vi ved en flod, og på bare et kort øjeblik fangede Christian en bækørred i regnen, som vi stegte til aften. Mmm!!

Sikke en morgen vi havde næste dag; solen skinnede igen efter en nat med masser af regn. Jeg havde sovet dejligt, og havde det stadig godt. Jeg mærkede ingenting til graviditeten – ikke engang maven føltes større. Vi stod lidt tidligere op end normalt – ved 8-tiden – og begav os til bens ud til Palmer Creek tæt ved Catalooche campingplads. Vi gik en lille time, til vi kom til den del af floden, som Christian gerne vil fiske i. Jeg satte mig på en af de store mosbegroede sten midt i floden og holdt øje med ham. Inden længe kom han glædestrålende med en kilørred – sådan én havde han ønsket sig at fange der. Kort efter havde han en bækørred på krogen, som den han fangede igår. Jeg blev så lykkelig over at se Christian så glad. Han blev helt optaget af fiskeriet. I boksershorts og uldtrøje fortsatte han op langs floden dybt koncentreret med fiskestangen med spinner på i hånden. Han halede fisk ind, så det ud til, der fra hvor jeg sad. Posen, de skulle i, kom op igen og igen. Fiskene skal være over 7 inch – nogle små nogle, men uhm hvor smager de godt!!!!

Christian fangede faktisk 11 fisk den dag! 3 kilørreder, 6 bækørreder og 2 regnbueørreder. Han var SÅ glad 🙂 Man må kun tage 5 fisk ad gangen, så vi fik fem fine fisk til frokost. Resten blev sat ud igen. Mm, det var lækkert. Især kilørreden smagte virkelig godt – lidt som laks. Det var den mindste af dem; de bliver ikke så store som bækørrederne. Vi lavede smagstest, tre staniolposer på bålet med et par fisk i hver. En med whisky, en au naturel og en med citron. Uh, det var bare godt.

Efter frokost kørte vi til Palmer House bygget i 1860’erne. Det var dejligt at have Christian med, og vi vandrede rundt i hele huset. Det var meget stort, rummene havde tydeligvis været beklædt med tapet på vægge og loft, der nu var faldet fra hinanden. Vi gik en tur i laden og så det lille gæstehus til turister, familien havde bygget på den anden side af vejen i 1924. Familien tog dengang 50 cent for en overnatning, 50 cent for mad og 50 cent for en dags fiskeri. Nu er familien for længst væk, selvom parken stadig er fyldt med turister.

Bagefter kørte vi til Will Messers Barn, der blot var en gammel lade fra 1900. Vi havde en lang snak med rangeren, der bor her i Catalooche fra april til november – en stakkels ung mand, der vist var lidt ensom på de her kanter. Han snakkede uafbrudt i en time, og gav os mange gode råd om, hvor vi skulle tage til. Cades Cove skulle være det bedste sted at se bjørne og historisk også det mest spændende sted. Elkmont skulle også være godt historisk. Fiskemæssigt er Catalooche det bedste.

Vi fortsatte til Palmer Chapel, en sød lille hvid kirke i Big Catalooche. Her kom præster udefra og prædikede en gang om måneden, dengang her stadig boede folk. Vi sluttede af med at køre forbi Beech Grove School og mit yndlingshus – Caldwell House – som jeg syntes, Christian skulle se. Det er så yndigt – lige et hus for os. Midt i skoven med en lille flod med fisk i forhaven, brombær og træer, marker og bjerge i baggrunden.

Vi var helt færdige, da vi kom tilbage til teltet. Christian fiskede en halv times tid i vores egen lille flod bag teltet, da vi havde spist lækker tomat/chili con carne/bønner med pasta og tortilla til aften, mens jeg gik i gang med næste bog: I am Malala. Inden vi sov, snakkede vi lidt om baby. Jeg kan ikke mærke noget på min krop. Jeg har det rigtig godt, ingen gener og kan spise alt nu. Det er så mærkeligt. Vi sov nogenlunde i det ellers lidt fugtige – men ikke våde! – telt.

Den 10. stod vi forholdsvist tidligt op – kl.7.30 – til en råkold morgen. Vi fik som sædvanlig knækbrød med banan, varm kakao og kaffe, og kørte så til floden ved kirken, hvor Christian gerne ville prøve at fiske. Vi fortsatte til Pretty Hollow Gap Trail, hvor dybden var lidt bedre i floden. Jeg sad på en dejlig mosbegroet sten i floden under rododendronbuske og skrev dagbog, mediterede og læste, mens Christian fiskede. Christian fangede 18 fisk idag!!! Meget imponerende! Han beholdt kun tre, for de fleste var meget små, men der var da lidt til os til frokost. Mm!

Vi var først tilbage ved pladsen ved tre-tiden, og inden vi fik grillet fisk og spist, mens vores madras og sengetøj tørrede i solen, var det blevet hen under aften. Vi var en tur hos værten for at høre, om der var pladser i Big Creek. Der kan ikke bestilles plads, så værten der kunne ikke sige noget med sikkerhed. Vi måtte ringe igen i morgen.

Næste morgen pakkede vi sammen fra morgenstunden. Der skulle være to pladser i Big Creek først til mølle, og vi skulle først nå til Waynesville for at købe ind. Først afsted af bumlevej og så videre. Mails måtte vi også lige tjekke – om der var noget nyt fra Greg om båden og vejret i Charleston. McDonald’s var eneste sted med godt internet. Ingells var fantastisk til indkøb – masser af økologisk. Vi fortsatte mod Big Creek og nåede frem ved 14-tiden.

De to store bøffer kom på panden med det samme, mm, vi var sultne. Midt i maden kom regnen. Heldigvis havde vi nu en presenning, som Christian hurtigt fik op. Teltet stod allerede. Jeg var meget træt. Vores plads lå helt ud til floden – virkelig god udsigt! Vi tog på en lille tur i bilen, besøgte the country store, som havde alt fra et gammelt vaskebræt til en jukeboks til slik og bønner til salg. Huset var bygget af ejerens bedsteforældre i 1927 og havde været butik siden. Fascinerende. Ejeren havde selv boet i huset som barn. Hun havde arvet huset fra sine bedsteforældre med 150 acres jord til, og viste os billeder fra den lumber fabrik, der lå ved Big Creek inden nationalparkens etablering. Dengang boede her mange mennesker – over 1000 – og der var biograf. Vi købte en fin Valentines dåse og en fyrfadslampe, der passede til vores nye gryder. Til aften spiste vi franskbrød med australsk vintage cheddar. Mmm! Jeg var så træt så træt, så vi sov allerede ved 22-tiden.

Vi havde den dejligste morgen ovenpå en nats regn. Vi gik op langs Big Creek til et stort flot vandfald (Mouse), hvor jeg sad, mens Christian fiskede i Big Creek. Jeg mødte en familie søde tyskere, der var på ferie. Ernst – faderen – fortalte, at de bor i Budapest. Hm, interessant, hvis Susy og jeg rejser dertil til efteråret. De ville gerne vise os rundt. Christian kom tilbage med 4 fisk efter 4 timer. Han havde fanget omkring 20. Christian ville gerne hoppe i vandet – der var en fin naturlig pool, hvor der var måske 50 mennesker. Og så hjem og spise.

Næste morgen vågnede jeg alene. Christian var taget på tidlig fisketur. Jeg spiste og læste lidt og satte mig så i bilen for at ringe hjem. Det blev til en god times snak. Pludselig stod Christian ved bilen. Han havde åbenbart været tilbage et stykke tid. Pludselig løb bilen tør for strøm.. hm! En sød mand hjalp os med startkabler, og snart spandt bilen igen. Han viste sig at være maler. Vi havde en dejlig snak med ham og aftalte, at vi skulle komme forbi Ashville og få en dags undervisning i at male. Jeg vil gerne lære at male vand og skyer og Christian vil gerne male fisk. $15 i timen pr ps – det var da ikke dyrt. Vi aftalte omkring den 22-23. Så spiste vi frokost. Christian havde ikke haft det så sjovt med at være alene afsted og gå glip af vores morgenhygge. Så det blev til lang frokosthygge. Vi spiste havregryn til aftensmad og tog så på aftenfisketur sammen. Jeg fik lov at fiske, mens Christian instruerede og hjalp med at finde de goder steder. Vi fik ingen fisk, men det var ret hyggeligt. Vi var først tilbage ved mørkets frembrud.

Jeg vågnede kl. 6 den 14. Læste lidt i jeg er Malala, og gjorde så morgenmaden klar til os. Vores morgener er noget af det bedste. Vi hygger os sådan til morgenmaden. Christian snakkede om sine politiske kæpheste og vi dansede lidt på teltpladsen.

Der var meget larm ved Big Creek. En masse skovarbejdere var kommet tidligt for at fjerne væltede træer og fælde andre. Big Creek er en lille campingsite med 12 pladser. De havde alle været fyldt, men nu forsvandt folk hurtigt. Vi kørte ned til butikken og købte en kop og fik kørselsvejledning til Gatlinburg. På vejen stoppede vi og spiste en utrolig god pulled pork burger ved “the giggling pig’. Det var lækkert – mest pga det hjemmegrillede kød og en særlig ‘twisted’ sovs. Der lå en italiensk restaurant lige ved siden af med et kæmpe udvalg. Jeg var derinde for at se, om der mon ikke var noget, jeg hellere ville have end pork. Manden var sur og tvær. Tilbage hos the giggling pig sagde ejeren: ‘I knew you would come back’ – selvom han dog havde talt pænt om sin nabo, da jeg sagde, at jeg lige ville derover og kigge.

Det tog et par timer at køre til Gatlinburg, og var så på vej mod Cades Cove. Vi havde bestilt en af de sidste pladser – C50. Der var mange mennesker, men det var en hyggelig plads. Lidt mere himmel, end vi har set det sidste stykke tid, men med egetræer omkring os, ro og fuglesang. Vi spiste store t-bonesteaks med champignonsovs og frisk salat med agurk og tomat. Mmm! Steaken blev perfekt stegt, men kødet var ikke lige så godt, som det vi fik sidst. Sidst var det 100% øko. Det regnede lidt, og jeg var så glad for vores presenning, som Christian havde sat op over bordet. Det er dejligt, at der er bord med bænk ved alle campingpladserne herovre. Bagefter gik vi tur i loopet. Uden regn. Vi var meget trætte kl.22 og måtte i seng.

Ved Cades Cove fiskede Christian ved Abrams Creek, mens jeg så vandmøllen fra 1870 og skrev dagbog.

Vi kørte loopet (11 mil) to gange, men først anden gang stoppede vi ved mange af de historiske sites – uh, det var spændende. Først John Olivers hus – han og konen var Cades Coves første nybyggere i 1820’erne. Jeg har købt mig en spændende bog om dem og deres efterkommere, som også boede i dalen.

Vi besøgte to kirker, og så Olivers gravsted. Besøgte Olivers søns hus og sønnens søn. Christian ville også gerne se møllen. Vi gik tur over markerne og følte, at vi var med i det lille hus på prærien. Christian fandt brombær. Vi spiste alle de modne. Fra bilen kiggede vi efter bjørne, men nu følte vi, at vi var med i Jurassic park – der var ingen dyr at se. Slet ikke bjørne. Vi tog frokosten med til Elijah Olivers hus og spiste i det grønne. Det var en dejlig dag, men hvor var vi trætte, da vi vendte tilbage til campingpladsen. Vi spiste en ostemad og et æg, og gik så i teltet, lige inden regnen kom.

Christian ville gerne fiske ved Abrams Creek og jeg ville gerne finde et roligt sted ved floden og læse og skrive lidt. Vi gik en times tid sammen af stien og så skiltes vores veje. Christian ville komme til floden og finde mig, når han havde fisket det store loop af creeken. Jeg fandt et dejligt sted i halvt sol halvt skygge på nogle store sten helt ud til floden – lige ved et mindre brusende fald. Ah, skønt med ro og den brusende flod. Jeg læste “rejsen til mig” færdig og bogen af William Oliver om Cades Cove. Jeg så en slimet salamander. Christian kom tilbage efter 6 timer med sved på panden, ridser i fødderne, et rødt øje og tre fine regnbueørreder. Vi gik sammen tilbage og kørte til Whitemans hus, som jeg gerne ville se. Vi stegte fisk og løg på bålet. Og gik tidligt i seng.

Den 18. stod vi meget tidligt op kl.6.30 og kørte loopet. Det var en smuk morgen med dis over dalen, mens solen stod op. Vi så mange søde små hjorte med og uden gevir. Og spiste morgenmad med udsigt over bjergene på vores tæppe. Så smukt. Bjørne så vi stadig ingen af. Bagefter pakkede vi telt og presenning og kørte mod Townsend, hvor vi fik den bedste kop kaffe, vi endnu har fået i USA – øko latte. Og min første kop kaffe i 3 måneder!

Vi handlede i et mindre godt supermarked og var på et meget spændende museum, hvor vi lærte, hvordan man lavede pilespidser (på computer) og så hvordan husene dengang var møbleret. Vi kørte til Elkmont campingplads og slog telt og presenning op bedre end nogensinde – med presenningen som fortelt og med lidt privatliv. Så spiste vi de to kæmpe lækre rib eyes, som smagte fantastisk, med flødesovs og salat til. Og gik i bad i Little River.

Senere kørte vi ud og gik en lille tur. Der var så smukke blomster og den sødeste lille creek, hvor Christian med det samme fangede en regnbueørred. Bagefter tog vi til Little River, hvor jeg øvede lidt kast. Og vi så en odder. Christian fangede en regnbueørred på tørflue efter få minutter. Vi spiste bagels til aften og gik i seng. Da jeg lå ned, syntes jeg pludselig, at jeg mærkede et lille spark. Jeg har intet mærket før, så måske var det slet ikke et spark, men det føltes sådan. Der kom et lille et til, men så var der også helt stille bagefter; selvfølgelig lige da Christian kom til for at mærke.

Dn 19. fangede Christian 15 fisk (13 regnbue og 2 bækørreder) og nåede derved over 100 ørreder bare på de første 3 uger, vi var i Smoky Mountains. Vi kørte en lille aftentur til little river. Jeg øvede lidt kast med spinner og Christian prøvede med en tørflue igen. Med det samme han satte den ned, bed en bækørred på. En bette en, men hold da op den sprællede for sit liv. Vi så også to oddere og en masse flagermus i tusmørket.

Christian var vild med Little River, så da det var muligt, blev vi en dag til i Elkmont. Jeg kørte ham den lille tur til trailet, og gik selv på opdagelse i den lille forladte klynge af huse, hvor de sidste folk først er flyttet fra i 2001. Mon de snart bliver revet ned? Dagen gik stærkt. Jeg læste en bog om Elkmonts indbyggere i 1800-1900 før nationalparkens etablering i 1934, og læste i Bodil Wambergs analyse af Johanne Luise Heiberg. Christian havde sat hængekøjen op, så der lå jeg dejligt.

Den 22. kørte vi til toppen af Smoky Mountains – det højeste punkt. Vi nåede Balsam Mountain camping ved 16-tiden og troede lige, at der var fyldt op. Heldigvis var der en sidste plads, hvor vi kunne ligge – lige over for den venlige campingvært. Vi fik teltet op og så et sødt lille egern. Vi så film, da vi skulle sove, og pludselig mærkede jeg den lille sparke to gange. Jeg lagde Christians hånd på maven og efter lidt tid mærkede han det pludselig også for første gang.

Næste morgen viste to små egern, som så søde ud, sig at være meget aggressive. De skreg op fra morgenstunden (det var dem, der vækkede mig) og den ene overfaldt en fugl i træet, så fjerene væltede af den. Ved 11-tiden kørte vi mod ocanaluftee (Christian havde glemt sine bukser med alle sine fluer I på en bænk). Heldigvis lå det hele der endnu. Derfra kørte vi videre til straight fork, hvor Christian gerne ville fiske denne sidste dag. Der skulle være ‘remote’ og gode muligheder for at fange kilørreder,som han ‘kun’ har fanget 4 af indtil nu – ud af de ca 130 ørreder han har fanget på denne tur. Der er langt overflod af regnbue og bækørreder. Vi gik 1,8 mil (3-4 km) op op op af en sti. På toppen sagde vi farvel, og Christian gik videre for at komme ned til floden. Jeg satte mig for at skrive, læse, spise frokost og slappe af – det er hårdt at gå sådan en tur opad med en 4 kilo ekstra eller mere på kroppen!

Mens jeg sad på jorden på toppen af trailet, hvor den skar med et andet trail, truede nogle store mørke skyer med at fortrænge den blå himmel, og der var tordenbrøl i det fjerne. Jeg var omringet af høje slanke grønne træer. Min frygt for edderkopper kom på prøve. Jeg plejede at stampe i jorden, når de kom for nær, men idag tog jeg et stankelben i benet og smed det roligt væk. Kl.18 kom regnen efter en time med mørkere vejr og lyn og torden. Jeg krøllede mig sammen, og håbede at Christian snart ville komme. Heldigvis havde jeg regntøj på. Vi havde aftalt ca 18.30 for at kunne nå helt tilbage til Balsam Mountain inden mørket, men Christian havde ikke noget ur, så det ville blive et gæt uanset hvad.

Præcis 18.30 dukkede han op – helt våd og med tre fisk. Han havde fanget 30! 21 kilørreder og 9 regnbuer. Vi skyndte os ned til bilen – det tog 3 kvarter. Heldigvis var regnen stilnet lidt af undervejs, og vi snakkede hele vejen. Også på vej hjem i bilen. Vi kørte hjem af en smutvej – på grus – og stoppede også på vejen for at se solnedgang over bjergene – wow! Lige inden campingpladsen kom vi forbi 9 elks med en førerhan, der stod og græssede lige ved vejen. Christian tændte bål og lavede én kil- og 2 bækørreder, mens jeg lavede salat og varmede kartofler med sovs til. Mmm! Vores sidste fisk i denne omgang. Christian regnede ud, at han havde fanget 161 ørreder, mens vi har været her! Vi kunne mærke babyen igen om aftenen.

Vi stod tidligt op og kørte til Ashville. Startede med kaffe og sandwich og internet på en cafe og fandt så vores airbnb, hvor vi nåede et bad, inden vi skulle møde hos John Mackah og lære at male. Det var meget spændende; vi lærte en masse og var hos ham i 5 timer. Vi tog på bogcafe med John og hans anden elev fra Egypten – Mohamed, der bor i Italien – og Dotti, der bor her. Spiste på the Laughing Seed, og sov på airbnb et fint sted.

Vi besluttede at tage en sidste nat i teltet. Vi kørte til Congaree nationalpark, hvor var de eneste på Longleaf camping. Vi gik en boardwalktur i et par timer og så skoven og søen. Christian skulle lige ud på et væltet træ i søen. Der var en gammel fiskeline, der havde sat sig fast, med en wopler på. Christian fik fat i den, og selvom han ikke havde fiskelicens til South Carolina, bandt han den på en gren og prøvede at fiske lidt på den smukke sø. Vi kunne se de små fisk stå under stammen. Da han skulle ind igen, knækkede stammen på vej ned, og på to sekunder faldt Christian i den dybe grumsede skovsø. Selvom det var helt tæt ved land, røg han helt under med hovedet. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Han fik kroget sig selv godt i hånden med wopleren og havde orme og skovskidt over hele kroppen, så han måtte tage et bad med vores vanddunke, da vi kom tilbage til Visitor centeret. Han rensede såret med jod. Vi havde fået plads 9, men tog plads 1 tættest på bilen. Et par store edderkopper sad i deres spind lige bag vores teltplads. Vi spiste suppe og bønder og hyggede I det sidste lys. Sveden haglede af os i modsætning til i bjergene, hvor der havde været lidt køligere. Christian tændte bål for at komme af med nogle af myggene. Vi spillede backgammon i teltet. Men måtte sove uden cover – det hjalp lidt på varmen.

Jeg vågnede kl. 7 og skrev dagbog. Vi havde en dejlig morgenmad i skoven med udsigt over naturmark og spillede backgammon. Kl.10 kørte vi det sidste stykke til Charleston – et par timer. Vi gik tur på King St og spiste is og frokost og købte gaver. Ved firetiden kørte vi til havnen og tømte bilen for alle vores tusinde ting – ud til båden. Vi handlede og kørte så forbi Dustin for at aflevere bilen. Han var simpelthen så sød, og ville gerne give os et lift til havnen. Det endte med, at han tog med ud for at se båden, fordi jeg ved en fejl havde taget bilens forsikringspapirer med, da jeg pakkede. Det var så hyggeligt. Ved 21.30 tiden lavede jeg rejer i flødesovs med asparges til mig og Christian og så spillede vi backgammon igen.

Hilton Head, South Carolina til Charleston, South Carolina

Den 20. juni sejlede vi vores sidste stræk fra Hilton Head til Charleston. Selvom det var en dagstur, viste det sig at være en hård én af slagsen. 12 timer var vi undervejs, og fordi vejret havde været dårligt i dagene op til, havde vi temmelig store bølger undervejs. I hvert fald for en gravid person. Jeg var dårlig det meste af vejen, men frem kom vi da, og det sidste stykke ind – hvor havet faldt til ro – sejlede vi 10 knob for genuaen alene, jeg fik det bedre, og det var i det hele taget et par dejlige timer til sidst i solnedgangen. Den 22. havde vi en sidste fantastisk sejltur i Charleston bare os to.

Greg og Katie – vores bådmæglere – boede i Charleston og havde kontor i Charleston City Marina, så det passede meget godt at ligge for anker ud for den havn. På kajen var livemusik hver fredag, som vi var inde at høre, og vi lånte Katies bil, så vi kunne komme rundt at se lidt af smukke Charleston by og byens historiske marked.

Endelig så vi en kæmpe søko. Dem har vi spejdet længe efter, siden vi nåede USA, og pludselig havde vi én stor en helt tæt på båden. Den var noget større end en delfin, og først troede jeg, at det var en lille hval. Men halen var ikke til at tage fejl af. Kanalen var ellers også fyldt med delfiner. Dem så vi flere af hver dag.

Charleston bød også på et noget omskifteligt vejr. Solen stod næsten altid højt på himlen i løbet af dagen, og ofte gik den ned i havet rød og rundt. Men nogle dage – om eftermiddagen og hen under aften – blev himlen sort af skyer, og flere gange havde vi de smukkeste lyn overalt omkring os på himlen.

Sapelo Island, Georgia til Hilton Head, South Carolina

Christian og jeg ankom til Hilton Head onsdag den 8. juni hen under aften. Der var ikke længe til solen ville gå ned, så vi brugte de sidste lyse timer på at finde et godt ankersted og måle op, om vi faktisk havde plads nok til ikke at ramme land, hvis vind eller strøm skiftede. Broad Creek, hvor vi ville ligge for anker ud for Palmetto Bay Marina, er ikke nogen bred kanal. Det til trods er der mere trafik her end noget andet sted, vi har ligget. Ankerpladsen var ikke som sådan en ankerplads, men mere en slags kirkegård for forladte både, der lå ved mooringbøje. Svingradius for en båd ved mooring er langt mindre end en båd for anker, så vi kunne ikke lægge os i nærheden af dem. Yderst i ankerområdet fandt vi heldigvis et sted – godt nok lidt langt ude i kanalen – hvor vi kunne lægge os. Der var lige plads nok til, at vi hverken var i fare i forhold til bredden eller til det vrag, der lå ud for bredden.

Vi tjekkede med marinaen; ingen problemer, vi kunne sagtens ligge for anker derude, og vi kunne bruge deres bro gratis til dinghyen. Planen var at tage med Henning og Janne på hotel en uge, og det var der heller ingen problemer i. Marinaen skulle nok ringe, hvis der skete noget med båden. Torsdag ved frokosttid tog vi derfor afsted mod Marriott Hotel på Hilton Head Island for at møde Henning og Janne.

Vi havde en meget dejlig uge med Henning og Janne. Vi brugte mange timer på hotellet, snakkede og slappede af. Én dag tog vi til havnen og så til Danish Blue og spiste på Black Marlin. En anden gik vi morgentur langs stranden. Til Christians fødselsdag den 13. juni fik vi en scanning af baby. Baby lå så fint derinde, og voksede, som den skulle. Den hoppede rundt og sparkede. Den sidste dag tog vi til Savannah og så byen.

Fredag den 17. juni fik vi besøg af Greg og hans kæreste, som vil hjælpe os med at prøve at sælge Danish Blue i Charleston. Vi fik også en ordentlig skyller – himlen blev pludselig helt mørkegrå, og vi måtte i en fart få solsejlet og biminien ned, så vinden ikke skulle få for meget fat i båden. Vi endte med at tage “bad” på dækket – vandet væltede ned 🙂

Saint Simons Island, Georgia til Sapelo Island, Georgia

Da den tropiske storm var passeret, sejlede vi den 7. juni videre mod Sapelo Island. Vi havde noget af en udsejling foran os (dog ingenting sammenlignet med Jacksonville), men det gik temmelig stærkt, og vi havde lidt vind, så vi kunne sætte genuaen. Vi læste og slappede af. Da vi nærmerede os det øde naturområde “Sapelo Sound” sidst på eftermiddagen, havde vi delfiner overalt omkring os.

Indsejlingen her var lidt mere spændende. Kortet passede ikke, så nogle steder måtte vi sejle meget forsigtigt frem. Nogle steder var dybderne 1-1,5 m lavere, end den angivede. Men ind kom vi uden skrammer, og lagde os for anker helt alene ud for en lille strand. Der var virkelig dejligt. Vi spillede backgammon og nød stilheden og solnedgangen. Christian havde reddet terningen, der ellers næsten havde lidt druknedøden; den var næsten skyllet ud, men blev reddet af et lille net.

Vi prøvede at rapportere vores “coastal movement”, som man skal i USA, men det lykkedes aldrig at komme igennem på de telefonnumre, vi havde fået. Det virker ikke som om, at USA helt kan blive enig med sig selv om, hvem det egentlig er, der skal kontaktes.

Fernandina Beach, Amelia Island, Florida til Saint Simons Island, Georgia

Den 3. juni begav vi os igen afsted, tæt fulgt af kanalens mange delfiner. Vel ude havde vi vind nok til at sejle for sejl, men stærkt gik det ikke – heldigvis. Vi sejlede lidt i den forkerte retning for at have vinden med os, men men vi havde god tid, så vi kom alligevel frem i god tid før solnedgang. Vi zikzakkede os gennem alle rejefiskerne, skiftedes til at sejle, og lagde os for anker ud for Morningstar Marina ved St. Simons Island i Georgia. Havnen mente dog, at vi lå for langt ude i havneløbet, så vi måtte rykke os længer ind. I havnen spiste vi på deres udemærkede restaurant – Coastal Kitchen – og hørte mindekoncert for Prince.

Næste dag tog vi billeder af båden. Vi havde besluttet, at vi vil prøve at sælge hende, da vi – som forholdene var – ikke kunne se, hvordan vi skulle sejle hende hjem. Senere tog vi til St. Simons Island og så fyrtårnet og det lille tilhørende museum.

Mandag den 6. juni blev vi ramt af den tropiske storm, “Colin”. Danish Blue blev blæst på lavvande og lagde sig halvt ned i mudderet. I silende regn og kuling fik vi trukket os ud på dybt vand med ankerkæden, og måtte så skynde os at flytte os ud midt i kanalen. Jeg var lykkelig for, at kvalmen var nogenlunde under kontrol den dag.

Jacksonville, Florida til Fernandina Beach, Amelia Island, Florida

Den 31. maj 2016 sejlede Christian og jeg sørme vores aller første tur alene i Danish Blue. Efter 3 uger med graviditetskvalme i Jacksonville, var vi begge meget klar til at komme videre. Især Christian var utålmodig! Efter rædselsturen fra Fort Lauderdale var jeg temmelig nervøs for, hvordan sejlturen ville gå, så vi havde besluttet kun at sejle en dagssejads nordpå.

Vi sejlede ud med strømmen kl. 8, og kom – pga. medstrømmen – ud af kanalen på et par timer. Vi sejlede 8-10 knob hele vejen ud. Det gik strålende. Ude af kanalen var der heldigvis ingen bølger, men næsten heller ingen vind. Vi så mange delfiner hele vejen ud og flere med helt små unger. Turen gik stille og roligt, og jeg havde det overraskende godt. Vi spillede backgammen, jeg kunne endda læse lidt, og ud for St. Marys River lod vi os drive lidt, så Christian kunne fiske. Ved 16-tiden var vi fremme ved Fernandina Beach, Amelia Island, hvor der var den hyggeligste lille nybyggerby fra 1800-tallet. Amelia Island har været under 8 forskellige flag siden 1562! Vi gik på byvandring næste dag, og kiggede på de fine gamle bygninger. Om aftenen tog vi på “Alley Cat” og hørte blues. Der var også et fint lille bymuseum, vi besøgte, og byens borg, som også stammede fra 1800-tallet. Solen skinnede konstant fra en skyfri himmel.

Fort Lauderdale, Florida til Jacksonville, Florida

Turen fra Fort Lauderdale til Jacksonville var ganske forfærdelig for mig. Graviditetskvalmen var lige begyndt at melde sig i samme uge, vi skulle afsted, og jeg frygtede for, hvordan jeg ville få det på havet med store bølger, vind og strøm omkring os. Ingen var indviet i vores lille hemmelighed, heller ikke min morfar, og vi havde besluttet ikke at sige noget til nogen før tre-måneders scanningen, så jeg måtte skjule generne, så godt jeg kunne.

Lørdag den 7. maj kl. 7 var vi klar til at vinke farvel til Lauderdale Marine Center (puha, det var en dyr fornøjelse at ligge for kaj der) og stævne mod Jacksonville. Vi var kun os tre ombord; Christian, min morfar Ole, og jeg. Vi stod op med solen og sejlede ud i helt stille vand. Vi havde mild modstrøm i New River, hvor tidevandet var stigende, så vi ikke skulle få samme problemer, som da vi var på vej ind.

Vejret var smukt, og på bare en time var vi under de første fem broer: Davie Blvd., 7th Avenue, Railway Bridge, Andrews og 3rd Avenue. Vi lå lige bag en motorbåden “Satisfaction” med en sød kaptajn, som nævnte os, hver gang han talte med bropersonalet for at anmode om, at broerne skulle gå op. Vi havde selv haft virkelig svært ved at komme igennem til bropersonalet på VHF’en, så det var rart, at amerikaneren på motorbåden, som tydeligvis kendte bropersonalet i forvejen, ordnede det hele for os. Vi fulgte efter ham, helt til vi nåede til marinaen før sidste bro. Der fik vi diesel på, og så blev vi smidt ud i kanalen igen, hvor vi måtte vente 20 minutter på, at den sidste bro skulle gå op, samtidig med at vi lå og kæmpede om den trange plads i den stærke strøm mellem massevis af andre motorbåde, fiskere og sejlbåde, der skulle på lørdagstur.

Endelig åbnede den, og vi sejlede som sild i en tønde i stimer igennem og mod udsejlingen sammen med alle de andre både. Selv sø-politiet var mødt op for at holde øje med, at der var ro og orden mellem de mange både. Klokken var 10, da vi sejlede ud – rushour i kanalen. Aldrig har vi sejlet i så meget trafik.

Vi kom fint ud og sejlede nordpå i det lave vand. Vi nåede ikke langt, før det pludselig gav mening, hvorfor der var SÅ mange på lørdagstur. Over os startede et fantastisk airshow. Ni små røde og hvide jetfly fløj helt tæt i procession over os. Igen og igen fløj de over os, væk, kom tilbage, fløj ind over land, højt op, helt tæt på os (uh, vi var lige nervøse for masten et øjeblik), og så helt op igen. De fløj helt tæt sammen, fra hinanden, og så helt tæt sammen igen. Det var simpelthen så flot. Med røg efter sig, i flotte formationer og egentlig alt for tæt dykkede de helt ned, kom op igen og fløj lodret og snoede sig rundt. Det var et rent festfyrværkeri at se på. To fly lavede akrobatik og et fint hjerte af røg. Til sidst fløj en jetjager rundt og skraldede luften. Vi var helt optagede, og kom først videre over middag.

Så gik det tilgengæld også stærkt med 3-4 knobs medstrøm hele vejen til Jacksonville. Eftermiddagen var stille og rolig. Vi sejlede for både sejl og motor, når vinden indimellem forsvandt. Jeg sad ved roret det meste af dagen, og havde en god lang snak med morfar. Christian fik slappet lidt af imens, og vi hyggede os. Senere på aftenen kom der lidt mere vind – 7-8 m/s. Det var ikke slemt, men golfstrømmens bølger én vej, og vinden bølger fra nord gjorde mig dødssyg. Jeg kastede op i lange baner og havde kvalme hele natten. Min kære morfar var ganske forundret over, hvorfor jeg pludselig blev så “søsyg”, men han kunne jo heller ikke vide, at der var en baby med i spillet. Christian og Ole tog hver en lang vagt i løbet af natten, og så satte jeg mig ved roret ved 6-tiden. Det var en forfærdelig oplevelse! Jeg kastede op hvert kvarter, men klarede mig igennem en to-timers vagt, før Ole heldigvis kom op og overtog. Tak til min kære morfar!

Cola og cornflakes fik mig på benene sidst på eftermiddagen. Der fik vi også et par søde små fugle ombord. Først et par sorte og gule – den ene vist en unge – og så en sneppelignende sød lille én, der stod usikkert på sine tynde ben på dækket og spiste lidt af det, bølgerne skyllede op.

Da vi skulle mod bagbord, drejede vinden med os, så vi endte med at kunne sejle for genuaen ind mod Jacksonville. Ole tog aftentjansen, og så stod jeg ved roret fra kl. 24 til vi var vel i havn ved 8-tiden næste morgen, den 9. maj. Indsejlingen var enormt lang – 16 sømil -, og vi havde et par knobs modstrøm, så det tog 4-5 timer at sejle ind. Heldigvis i roligt vand, så jeg kunne holde kvalmen på afstand. Delfinerne fulgte os ind, og der var også en del trafik på trods af tidspunktet. I solopgangen kom vi under en imponerende bro og nåede endelig “Seafarers Marina”, hvor vi lagde os for anker i bugten.

Den næste måneds tid havde jeg det ganske dårligt, så vi blev i Jacksonville. Vi sagde farvel til Ole den 13. maj, og så tog den ene dag den anden. Nogle dage var det helt galt, andre dage kunne vi tage på fisketur i dinghyen eller køre til byen. Indkøb og madlavning måtte jeg afholde mig helt fra, og hvis der var bare lidt vind, der vuggede båden, skulle jeg helst på land. Christian tilberedte den ene gang pasta efter den anden og jordbær dyppet i chokolade. Cornflakes og banan kunne også lige gå. Vi kørte også en tur til Saint Augustine, som er USAs ældste by, grundlagt af spanierne i 1565. Det var meget spændende at se Fortet “Castillo de San Marco”, som er bygget i det 17. århundrede, og vandre rundt i de små hyggelige gader. Vi besøgte selvfølgelig også havnen, hvor en lille haj kom til syne næsten helt inde ved bredden.

Vi blev liggende for anker i bugten i Trout River, og havde så lov at bruge Seafarers Marinas bro til dinghyen. Desværre var Seafarers Marina ikke helt velholdt, så én af dagene var dinghyen pludselig helt flad – punkteret på en muslingeskal på broen! Heldigvis var Seafarers Marina beboet af mange søde mennesker – og også en del stakler, der vist ikke havde råd til at bo andre steder end i deres faldefærdige både i havnen – så vi lånte en lille motorbåd, så vi kunne komme rundt, mens limen tørrede på dinghyen. Vi fik indtryk af, at Seafarers Marina primært er for beboere, der ikke sejler. Vi så vist kun én enkelt eller to både, der sejlede ind/ud i den måneds tid, vi var der.

På modsatte side af Trout River lå en ZOO, som man kunne sejle til. Det måtte vi selvfølgelig prøve, så vi tøffede over i dinghyen, lagde til, og havde en dejlig eftermiddag i ZOO – på trods af den underliggende kvalme, der ikke ville slippe sit tag i mig.

I slutningen af maj kunne vi ikke holde det hemmelig længere; nu måtte vi fortælle familien om baby, selvom vi ikke helt var nået til 3-måneders scanningen endnu. Telefonen var rødglødende og alle var jublende 🙂

Marina Hemingway, Santa Fe, Cuba til Fort Lauderdale Marine Center, Florida, USA

Tirsdag den 19. april 2016 klokken 7.15 var planen at sejle mod Marina Hemingways dieselstation. Det holdt dog ikke helt stik, for motoren ville ikke starte. Der gik en times tid med at løse problemet, og så var der selvfølgelig optaget ved dieselstationen, da vi nåede dertil, så vi cirklede lidt rundt i havnen. Næste problem var diesel-dækslet i styrbord side, der simpelthen sad fast. Så det blev kun til én tank. Næste stop var udklareringen. Det tog sin tid, for vi skulle ind to og to, før de ville lade os sejle. Rasmus og Anders havde Christian og jeg været på kontoret og indklarere forinden, så der var heldigvis ingen problemer. Jobbe og Ida havde de set før. Vi fik vores raketter igen, som de havde snuppet, da vi ankom, og så gik den ene officer en hurtig runde i båden, for at se om vi havde nogle cubanske flygtninge ombord. Sådan en cubansk flygtning giver efter sigende gerne $10.000 for at komme med til USA. Men vi havde nu alligevel ikke nogen med ombord.

Ude på dybere vand øvede vi mand over bord. Det gik nogenlunde, men Arne fik vi aldrig op igen, for han tabte desværre underkroppen (en dunk vand) midt i det hele. Christian fik dog fisket hans hoved op (ballonerne). Imens vi øvede, var der allerede godt med bølger, så Rasmus blev søsyg, og havde det desværre ikke godt det næste døgns tid. Ida fangede en fin mahi mahi lige før solnedgang 🙂

I løbet af aftenen blev bølgerne værre. Vi fik en hel del vind fra øst-nord-øst. Med strømmen i modsatgående retning dannede der sig nogle store fæle bølger, først fra én side og så fra den anden. Aftenen og natten blev hård. Vi havde 12-14 m/s. Jobbe, Christian og jeg tog hver fire timer. Ida og Rasmus havde det begge meget dårligt, så de fik så vidt muligt lov at sove. Anders havde aldrig sejlet før, så det var noget af en ilddåb for ham.

Næste morgen lavede Christian spejlæg til os alle sammen. De fleste af os kunne ikke være under dæk i mange minutter, før søsygen meldte sig. Ida klarede også lidt madlavning senere på dagen, hvilket egentlig var helt utroligt hendes situation natten før taget i betragtning.

Vi havde konstant 2-3 knobs medstrøm, så selvom vi havde modvind det meste af vejen, kom vi hurtigt deropad med 7-10 knob. Månen lyste fuld for os begge nætter, og dagen igennem skinnede solen. Alligevel måtte vi finde lidt mere tøj frem – måske på grund af den megen vind.

Ude på vandet sagde vi farvel til vores lille gekko George. Vi så ham for nogle uger siden oppe ved masten, hvor han kravlede rundt, men den dag vi sejlede fra Marina Hemingway, fandt vi ham helt udsplattet på gulvet. Stakkels lille fyr, han havde vist været uheldig at komme i klemme under et eller andet. Han var meget tynd, så han har nok heller ikke fået nok at spise, selvom vi har prøvet at fange fluer og myg til ham, og lægge de døde dyr og bananskralder ud der, hvor vi troede, han holdt til. Han fik en fin begravelse; vi kastede ham over bord i et stykke køkkenrulle, mens vi sang en lille sang for ham.

Tidligt torsdag den 21. april om morgenen nåede vi Fort Lauderdale efter ca. 266 sømil. Vi havde den smukkeste solopgang bag os og samtidig en mindst lige så smuk måne-nedgang foran os. Wow! Vi startede indsejlingen kl. 7.30, hvilket viste sig at være lige tidligt nok. Vi skulle ind til Lauderdale Marine Center, som ligger ca. 6 sømil nede af New River, der bugter sig ind gennem centrum af Fort Lauderdale. Vi havde bare ikke nogen cruising guide, og der viste sig at være det lille problem, at broerne ikke åbner før kl. 9 på grund af myldretiden. Så der lå vi så fint og cirklede rundt, indtil klokken heldigvis blev ni, og vi kunne begynde den lettere kaotiske indsejling. Samtidig var det dog også en temmelig fantastisk indsejling, fordi der var så hyggeligt i den lille kanal med massevis af små og store velholdte amerikanske huse på begge sider omkranset af de fineste små haver og palmetræer, hver med en lille båd ved den tilhørende bådebro.

Strømmen, broerne og den megen trafik var primært dét, der gjorde vores indsejling kaotisk. De 6 broer, vi skulle under, åbner “on demand” efter kl. 9, men med den megen trafik på vejene, var det ikke hver gang, at broerne bare lige kunne åbne. Så må man som sejlskib pænt vente, og det kan være utrolig svært, når man ikke har bovpropel, og ens lille skib gerne vil vende en anden vej, end den vej man gerne selv vil. Vi fik reddet os ind til en lille bro den ene gang, og den anden gang kunne Christian heldigvis styre hende, så alt i alt kom vi fint igennem. Efter et par timer nåede vi Lauderdale Marine Center, hvor vi blev henvist til den yderste bro – og åbenbart den eneste, hvor der var dybt nok til os. Det er svært at finde havne i Fort Lauderdale, der har plads til en båd, der stikker 2,5 meter!

De næste timer gik med at snakke med havnekontoret, mens gasterne gjorde rent i båden. Så var det badetid, inden turen gik mod immigrationskontoret med Uber. I alle andre lande indklarerer skipper, men i USA skal alle ombord med på kontoret. Der skulle tages fingeraftryk og tjekkes, om vi alle havde det obligatoriske B1/B2 turistvisum (esta er ikke nok, når man kommer i egen båd), og så gennemgik vi en længere proces i næste kontor for at få udleveret et cruising permit. Når man kommer lige fra Cuba, er det ikke noget, man bare lige får, så det gik der et par timer med. Havde vi sejlet direkte fra US Virgin Islands til Cuba og derfra til Florida, ville vi slet ikke have fået lov at blive, men vi kunne heldigvis fremvise dokumentation både fra Cayman, Galapagos, Ecuador og Panama i mellemtiden, så langt om længe fik vi vores cruising permit.

Da vi endelig nåede så langt, var vi ved at dø af sult. Der var ingen caféer i nærheden. Jobbe og jeg havde glædet os til USAs store bøffer, så vi tog på fin restaurant sammen med Christian og spiste – store bøffer. Med god rødvin til. Mmm, det var lækkert! De andre tog tilbage til båden for at slappe af efter den strabadserende tur.

Fredag/lørdag tog gasterne på tur, mens Christian og jeg gik i gang med at ordne ting på båden. Eller, det vil sige, lørdag den 23. april tog vi en tur på hospitalet. Samme morgen havde jeg taget en graviditetstest, og den viste 2 streger! Det var imidlertid også dér, at vi fandt ud af, at zika var kommet til Cuba, mens vi var der. Derfor var vi pludselig i risikozonen, og det er ikke der, man har lyst til at befinde sig, når man er gravid. Hospitalet ville ikke teste Christian, men jeg blev testet, og testen viste heldigvis, at jeg ikke havde eller havde haft zika. Puha, det var en lettelse! Så kunne vi begynde at glæde os over, at vi skal have en lille én, selvom vi besluttede, at det skulle forblive en hemmelighed de første måneder.

I Fort Lauderdale skulle det korte agterstag, vi havde fået i Panama, udskiftes med ét i den rigtige længde, vores babystag skulle skiftes, tjekstagene skullelaves om, vi skulle finde en svejser, købe cruising guides og en masse andre småting. Diesel-låget kunne stadig ikke komme af, så vi skulle også finde en ny løsning til det. Der var nok at gå i gang med udover at tænke på baby. Vi lejede en bil, og kørte meget af tiden rundt først til rigger, så til svejser, så til den ene bådudstyrsforrentning og så til den anden.

Søndag havde vi arbejdsdag på båden med gasterne. Det var også Jobbes sidste dag ombord, hvilket var ganske sørgeligt. Vi kørte ham i lufthavnen sidst på dagen og takkede ham mange gange for hans store indsats og de mange gode timer ombord.

I løbet af den næste uge sagde vi også farvel til Ida, som gerne ville besøge nogle venner i Colombia. Hende kommer vi godt nok også til at savne. Og fredag smuttede drengene nordpå med Greyhound. Det var ærgerligt, at vi ikke nåede at sejle mere sammen, men vi havde besluttet, at vi vil blive i Florida i maj, nærmere bestemt i Jacksonville, så der var ikke meget sejlads at komme efter de næste uger. Samtidig fik vi igen leveret et for kort agterstag, så vi blev også nødt til at blive i Fort Lauderdale længere, end vi først havde regnet med.

I mens vi ventede, fik Christian og jeg ordnet forskellige ting, og også hygget lidt. Vi besøgte Miami en dag, gik tur på stranden og spiste på Big Pink. Vi kørte et par gange til centrum af Fort Lauderdale for at spise ved havnefronten og høre søndagsjazz med medbragt picnickurv i græsset sammen med tusindvis af fort lauderdalianere og et par store leguaner. Der var vi også lige ved at få en killing ombord – igen. Fort Lauderdale er egentlig en ganske hyggelig lille by, og på hovedgaden er der både fin kunst, flotte brudekjoler og utrolig lækker is.

Tirsdag den 4. maj fik vi endelig vores hækstag. Det var ikke til at se, om længden var rigtig, før vi onsdag fik vores hækstagspumpe tilbage fra service. Yaeh, længden passede!! J Sikke en lettelse! Vi fik det hele på plads, fik lidt hjælp til at måle forstaget, og så fik vi et lift til Boat Owners Warehouse. Bilen har vi nemlig ikke mere. Der købte vi et par sidste småting – et par hydrauliske pumper og sådan – og gik så gennem en stor smuk park, som samtidig er kirkegård, til det nærmeste supermaked Winn and Dixie, købte ind og tog så en Uber tilbage. Uber er så smart! Torsdag sprayede vi vores bimini, som har fået en ordentlig omgang vask, så den nu skinner som ny. Og så sejlede vi en fin tur i dinghyen op gennem New River ved solnedgang. Der er så fint.

Fredag fik vi styr på de sidste ting; rute, betaling, immigration, og så var vi klar til at sejle videre mod Jacksonville lørdag morgen sammen med min morfar, der kom med fly fra Chicago fredag aften.